Prinsessen er begyndt at få rugbrød til frokost. Hun får noget nyt pålæg på hver dag så hun lære at smage på nye ting. Og i dag fik hun torskerogn. Men hold nu op hvor tager det lang tid for hende at spise sin frokost. Vi bruger næsten en time på frokost fordi hun er meget langsom om at tygge sig igennem rugbrødet. Jeg skær dem i små stykker så hun har mulighed for at tygge på det og ikke kan blive kvalt af det. Jeg fjerne også kanten på rugbrødet så det er nemmer for hende at tygge på.

Men ligeså snart det handler om klumper i grøden eller rugbrød så har hun virkelig svært ved at spise det. Hun vil meget heller ha grød eller mos uden nogen klumper. Aftens maden skal også være blendet uden klumper. Der er nogen gange klumper i men så er de så små at hun ikke ligger mærke til det. Men hun skal jo lære det på et eller andet tidspunkt. Og så må det jo tag den tid det tager at spise rugbrød og klumper i maden for at hun kan vende sig til det.

En anden ting som er grunden til at vores frokost tager så lang tid er fordi hun skal lære selv at tag maden ind i munden. Det har hun virkelig svært ved. Jeg stiller tallerken foran hende og så prøver hun at tage de små rugbrøds stykker op med fingerne. Men i stedet for at putte dem ind i munden så tag hun det op til hendes øre eller hår og så slipper hun det. Hvilket betyder at det falder ned på gulvet. Ned til Bonzo som sidder troligt under hendes stol og venter. Plus at hun også sidder og kigger efter Bonzo hele tiden. Og når hun får øje på ham er hun ret svær at få kontakt med. Jeg eller mad er åbenbart ikke så spændende som Bonzo 🙁