Et lidt (gammelt) privat indlæg – som skulle ha været på bloggen for nogle måneder siden. Nu kommer det altså på, også mere for at i bedre kan forstå mig og hvordan jeg har haft det, det sidste stykke tid.

Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Jeg har i en lang periode være stresset og ked af det. Jeg har til tider ingen energi haft og følt mig deprimeret. Jeg føler ikke, at jeg lever, men at jeg overlever. Og når jeg skriver overlever, så mener jeg med alt!!

Jeg kender alle tegnene på hvornår min krop og min psyke har fået for meget og siger stop – og jeg er helt færdig for tiden. Både når det kommer til mit arbejde, som kæreste og som mor.

Jeg er ikke glad når jeg er på arbejde. Det er jo ikke lige frem fordi det er verdens sjoveste job jeg har. Jeg står bare og sælger møbler 🙁 Grunden til jeg stadig er i Ikea efter 4 år er pga det sociale med mine kollegaer. Men jeg føler jeg sidder fast i Ikea. Jeg kommer ikke videre og udvikler mig ikke. Synes til tider at tingen heller ikke er i orden i vores afdeling og det gør at jeg bliver irritere og brokker mig. Og så kommer jeg hjem i dårlig humør og det skaber mere dårlig stemning der hjemme.

Jeg føler mig også som verdens dårligste mor. Og det mener jeg virkelig!!! Det er rigtigt streng det jeg skrive nu, men jeg har fundet ud af at jeg er ikke typen der kan sidde og lege med Liva og underholde hende når hun er hjemme. Fx en hel weekend. Jeg har i løbet af den tid brug for at luft, brug for at være mig selv og brug for at være alene. Jeg synes det er hårdt at være mor. Og ikke altid det sjoveste!

I må ikke misforstå mig, for jeg elsker min datter over alt på jorden. Hun er virkelig det største og bedste der er sket i mit liv. Jeg vil gøre alt for hende, passe på hende og sørge for at hun får et godt liv.

Men, men, men – Jeg elsker at hun går i vuggestue og at jeg ikke har hende hjemme 24/7.  Jeg aflevere hende kl 8 og hun bliver hente igen imellem 15-16. Og ja det er mange timer for hende at være i vuggestue og jeg synes også det er synd for hende at hun er der over i så lang tid. – det skal lige siges at hun sover altså 3 timer der over når hun skal ha sin middagslur. Og det gør hun hverdag! Ikke at det er nogen undskyldning for at hun er der over i så mange timer!
Men jeg har brug for at være alene og når jeg har muligheden for det så udnytter jeg også den mulighed. Jeg indrømmer at jeg henter hende ikke tideliger de dage jeg har fri. Jo måske enegang imellem alt efter hvor meget overskud jeg har og hvordan min dag har været. Men fordi jeg har det som jeg har det lige nu, er konstant ked af det, negativ og brokker mig rigtigt meget over alt! Så føler jeg at jeg ikke kan være sammen med Liva i for mange timer. Jeg føler jeg bliver kvalt hvis jeg skal være sammen med hende 24/7 eller bare i rigtigt mange timer. Og det er skrækkeligt at jeg har det sådan med min egen datter. Min lille prinsesse som jeg elsker over alt på jorden. Men det er sådan jeg har det lige nu og her!

Desværre har jeg det på sammen måde med Tobias. Jeg føler jeg bliver kvalt af ham. Jeg kan ikke få luft! På det punkt er jeg så en rigtig dårlig kæreste. Nogen dage er selvfølgelig bedre end andre. Men der er dage hvor jeg bare skal kigge på ham og så irritere han mig. Bare ved at se på ham så bliver jeg sur og irritere på ham. Jeg har slet ikke haft plads eller lyst til kys, kram og nusse. Jeg vil bare gerne være alene og være mig selv. Jeg bliver jo i virkeligheden ked af, over at havde det sådan her med ham. Ham der er manden i mit liv. Mit livs kærlighed.

Bonzo irritere mig også. Og i sær lige for tiden! Nogen dage vil jeg ønske at vi ikke havde købt hund. Føler til tider at han ikke er andet end besvær. Og så irritere han mig bare ved at ligge og snorke og altid følger mig rundt lejligheden når jeg går og laver ting. Ville ønske at han bare kunne ligge i sin kurv og lad mig være. Føler ikke jeg har tid til at gå med ham nå han skal ud og gå. Dels fordi jeg har 30 andre ting jeg heller vil lave. Ellers har jeg bare ikke energi eller overskud til at gå med ham. Han er en belastning for mig. Og det er jo mega dårlig stil at jeg har det sådan her med ham nå nu det var mig der ville have ham til at starte med. Det var mig der overtalte Tobias i at købe ham.

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få puslespillet til at gå op. Hvordan jeg skal få det bedre med mit humør, psyke, energi og ha overskud til Liva, Tobias og Bonzo? Have overskud til at få alt her hjemme til at hænge sammen. Jeg har ikke overskuddet til at være mor til Liva, arbejde og være den perfekte kæreste til Tobias. Jeg føler mig stresset og er rigtigt ked af det det meste af tiden. Alt det praktiske det sejler. Rengøring, mad, handle ind, vaske tøj osv osv osv. Hvilket stresser mg endnu mere!! Det stresser mig at vi ikke har styr på alle de praktiske ting. Praktiske ting som jeg ikke kan overskue lige nu i mit liv.

Jeg glemmer også at blogge – dels fordi det er gået hen og blevet et arbejde for mig. Noget jeg skal men som jeg ikke har lyst til. Føler ikke jeg har tid eller overskud til at lave indlæg. Jeg er kørt lidt sur i bloggen. Og det var jo ikke meningen at det skulle være sådan her. Jeg starte bloggen fordi jeg ville skrive om Liva og mit liv. Om vores små øjeblikke, de gode og dårlige oplevelser. Alt hvad vi skal igennem som mor og datter. Og lige nu så får jeg ikke skrevet nogen indlæg. Og jeg glemmer også at tage billeder. Min lyst til at lave indlæg er væk. Og jeg kæmper med at skulle lave dem og ikke har tid til det. Hmmm – burde jeg droppe min blog???

Og hvor er min tid til mig selv henne i alt det her?? Lige nu er det på ingen måder muligt for mig at være alene og pleje mig selv. Være mig selv og kunne gøre hvad jeg vil. Jeg kan ikke se hvornår det skulle ske. Det eneste tidspunkt jeg er alene i løbet af dagen er når jeg er på wc´et eller de 2o min i bilen på vej på arbejde og hjem igen. Det er noget jeg ved jeg 100% skal arbejde på. Måske det også vil gør at jeg bliver lidt mere glad end jeg er nu. For tid til mig selv har jeg ikke..

Ikke nok med alle de her ting jeg har skrevet om oven over, så går jeg også rundt med en stor frygt om at der vil ske Liva noget. Og en frygt om at der vil ske Tobias og jeg noget.  Der må ikke ske Liva noget og der må heller ikke ske os noget. Jeg er så bange for at miste Liva på en eller anden tragisk vis. Og jeg er også bange for at Liva vil miste os. Jeg bliver så ked af det over at tænke på at hun kan miste os og skal leve et liv uden sin mor eller far. At vi ikke kommer til at se hende vokse op og få børn, blive gift osv. Jeg vil så gerne sørge for at hun får et godt liv hvis vi lige pludselig ikke er der mere. Sørge for at de rigtigt mennesker tager sig af hende og passer på hende. Og derfor har jeg nu op til flere gang nævnt til Tobias at jeg vil ha lavet et testamente. Mere for Livas skyld. Hvis der nu skulle ske Tobias eller jeg noget så skal vi ha sørget for at Liva har alt det hun skal bruge for at få et godt liv uden os. Og min plan er at når vi har lidt flere penge i mellem hænderne så skal vi ha lavet et testamente med en advokat så alt er i orden. Og når det er sket, så tror jeg også at jeg kan stoppe med at frygte så meget som jeg gør nu. Det er alt for hårdt at gå rundt med sådan en frygt hele tiden. Selvfølgelig vil jeg stadig have den frygt at jeg kan miste Liva eller Tobias. Men i det mindste ved jeg så at Liva er sikret et godt liv hvis der skulle ske Tobias og jeg noget.