Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har haft det svært de sidste mange måneder. Bloggen her har været der jeg har kunne komme ud med alt, og ikke mindst været mit sted, hvor mine tanker og følelser har fået frit løb. I hvert fald noget af tiden. Andre gange har jeg også været på toppen, og det har jo også fået lov at skinne igennem her på bloggen.

Der er sket meget siden september/november 2013, som var de to måneder hvor det begyndte at gå dårligt. I april 2014 gik det 100% op for mig at jeg ikke havde det godt og gik helt ned med flaget.

Jeg synes det var HÅRDT at få et barn. Især fordi Tobias rejser som han gør og jeg så er alene i en måned med Liva og Bonzo hver gang. Især da jeg starte på arbejde igen efter barsel, gik det op for mig hvor ked af det jeg var over at være der og det gik ud over mit humør og Tobias og Liva når jeg kom hjem. Vi klarede os igennem de dårlige tider, men når jeg ser tilbage nu, så var det meget hårdere end jeg turde sige til mine nærmeste. Jeg følte ganske enkelt, at jeg mødte en mur, hvis jeg gav udtryk for at jeg var træt, bange, ensom og ked af det. Jeg følte at jeg blev dømt af min mor og søster når jeg gav udtryk for at jeg ikke syns det var så sjovt og at det var hårdt at være mor. For jeg havde jo selv valgt det. Jeg burde jo have sagt mig selv, at det ville blive hårdt.

Tag sådan en som min lillesøster. Hun har fået en datter 5 måneder før mig. Min søster lever for hendes datter – ikke at jeg ikke lever for min datter. Men min søster føler at hendes datter er hendes liv. Hvor jeg har andre drømme og mål jeg gerne vil opnå ved siden af at være mor. Vi snakket om det for nogen uger siden hvor jeg selvfølgelig begyndte at græde fordi min dårlig samvittighed over for Liva presset på. Og når jeg samlinger mig med min søster så føler jeg mig som en mega dårlig mor. Min søster har mega overskud og elsker at være mor. Hun er mor med et stort M. Hun har ikke behov for alene tid, eller lave nogen ting uden hendes datter. Hun kan ikke undvære hendes datter i mere end nogen timer så savner hun hende og vil hjem. Hvor jeg jo har haft det helt andreledes. Jeg har haft brug for alene tid, brug for at nogen passet Liva engang imellem så jeg kunne være alene. Brug for luft og brug for tid til mig selv. Jeg spurgte min søster om hun ikke har nogen drømme hun gerne vil opnå? Jeg har fx Trold & Blomst som jeg arbejder hårdt på at få op og køre og håber og drømmer om at jeg kan leve af det engang i fremtiden. Min søster svaret mig og sagde: Nej, min drøm er at være mor. At havde Amelia er det eneste hun ønsker. Hun var glad og tilfreds med hendes liv som det var nu. Og så skal det lige siges at hun er gravid igen 🙂 Jaaaa, jeg skal være moster igen. Og jeg glæder mig! Det var så lige et sidespor den oplysning, men et dejligt sidespor 🙂 Jeg misunder min søster, jeg ville virkelig ønske at jeg havde haft det på sammen måde med Liva som hun har det med sin datter. Men desværre har jeg ikke haft det på den måde. Men det er virkelig blevet beder og jeg arbejder virkelig på mig selv og min rolle som mor.

Men altså min søster og mor har haft meget svært ved at forstå mig og hvordan har jeg haft det i min dårlig periode med Liva. Fordi min mor har ikke haft det sådan med mig og min søster og min søster ar det ikke sådan med hendes datter. De har forstået det nu efter vi har haft et par samtaler om hvordan jeg har haft det og hvor ked af det jeg har været. Og de støtter op om mig og hjælper mig så meget de kan med Liva.

Jeg føler selv jeg har været meget alene, da Tobias arbejder rigtig meget. Og det gør han stadig men han hjælper meget mere til med Liva og alt det praktiske der hjemme nu i forhold til før. Jeg var stresset over min samvittighed til Liva, hvad ang hvor længe hun var over i vuggestuen. Min samvittighed til hende hvad ang mit humør og temperament. Jeg har haft en meget kort lunte og ikke haft overskud til hende. Plus jeg fik et barn, som ikke sov om natten det første år og 8 måneder. Jeg har været træt og havde ingen energi.

Jeg tog til lægen og fik af vide jeg nok var deprimeret og fik en psykolog som jeg kunne tale med. Hvis jeg havde fået en depression, så skulle jeg jo finde grunden til hvorfor. Og efter en masse samtaler med psykologen sagde jeg mit job op, fik en til at gå med bonzo et par gange om ugen og fik en til at komme og gøre rent i lejligheden. Og det har hjulpet rigtigt meget. Nu sidder jeg her, over et halvt år senere, og har faktisk fået det meget bedre. Både med Liva, Bonzo og Tobias. Jeg er ikke ked af det mere, jeg har meget mere overskud og energi og er mere glad nu end jeg var for et halvt år siden. OG DET ER MEGA DEJLIGT AT HAVDE DET GODT IGEN! AT FØLE SIG OVENPÅ!!

Min psykolog vurdere at jeg havde fødsel depression eller forsinket fødsels depression. Det giver også virkelig mening for mig hvis det er det jeg har/har haft. Og så har der jo været mange andre ting oveni som har været skyld i at jeg gik helt ned med flaget. Jeg ved at det at ha fået Liva har ikke været som jeg troede det ville være. Jeg havde forstille mig som en hel anden person, en hel anden mor end den jeg er nu. Jeg håber jeg vil med tiden blive en bedre mor til Liva. Jeg vil i hvert fald arbejde på det og på mig selv. Og give hende det bedste liv med masser af gode minder sammen med mig.