For første gang i meget meget lang tid faldt Louis i søvn i mine arme. Det sker jo aldrig mere, han er blevet så stor nu at jeg ikke kan gå rundt med ham i mine arme og vugge ham i søvn mere. Det der førhen var så hyggelig en rutine som ham og jeg havde sammen er væk. At vugge ham i søvn i mine arme er et no go for ham. Han kæmper sig op for at sidde hvis jeg bare prøver at ligge ham ned i mine arme. Åhhhh altså min lille bandit er ikke min lille baby mere. Han er blevet en stor bandit som ikke vil ligge tæt ind til mig og sove hos mig.

Jeg savner at han var en lille nyfødt baby som bare ville være tæt på mig hele tiden. Ligge på mit bryst og helst hud mod hud imens han sove oven på mig! Jeg savner duften af baby – ja den er også væk! Tiden går alt for hurtigt, meget hurtiger den her gang end jeg følte den gjorde med Liva. De her snart 10 måneder er bare fløjet afsted og jeg kan virkelig ikke forstå at han er blevet så stor, så hurtigt!

Så jeg nyder dette øjeblik jeg har med ham. At have ham helt tæt ind til mig imens han sover trygt og holder mig i hånden.