Her til aften har vi været i Bilka og handle ind og vi ender selvfølgelig i legetøjsafdelingen. Den kunne vi ikke komme udenom, trods jeg prøve på alle måder at tag Livas opmærksomhed da vi gik forbi afdelingen. Hun kan jo stå der i timer og kigge på legetøj, hive det hele ned fra hylder og tigge os om hun ikke må få noget. Flere gange sagde Tobias og jeg nej til hende. Og vi endte så ud med en ret utilfreds Liva som fik klemt små tåre frem og lavet store hundeøjne til os for at få os til at sige ja.

Da vi står der og er ved at miste tålmodigheden over for hende, kommer Tobias på en gode ide. Og jeg var helt med på den, synes det var en fantastisk ide! Vi siger ja til at Liva må få to ting, hun må selv vælge, men så skal hun også ligge sine to sidste sutter ned i skabet til suttefeen når vi kommer hjem. Og det siger Liva altså ja til, hun giver os straks den sut hun havde i hånden og finder to ting hun gerne vil have. Da vi kommer hjem, ligger vi den sut hun havde givet os ind i skabet. Jeg beder så Liva om at gå op og hente den anden sut på hendes værelse. Hvilket hun gør, men da hun kommer ned vil hun ikke give mig den. Jeg fortælle hende at vi havde lavet en aftale og at begge sutte skal ligges ind i skabet. Men hun vil på ingen måde give sin sidste sut til mig eller selv ligge den i skabet. Jeg bliver en lille smule sur og Tobias springer ind og overtager samtalen for mig. Der blive snakket længe og Liva får også grædt et par gange i løbet af den samtale med hendes far. Jeg prøver virkelig ikke at blande mig for jeg kan mærke at jeg er lidt sur over hele situationen og føler mig snydt! Den lille møgunge snød os (Ja jeg skrev møgunge), hun havde jo sagt ja til at få to ting, det eneste hun skulle gøre var at give os hendes sutte. Og nu vil hun ikke holde sin del af aftalen.

Vi kunne godt at se at den her kamp ville vi tabe. Vi var ikke klar til at tage kampen med hende, lade hende græde og skrige efter sin sut hele aften/natten.! Ikke lige nu, ikke i aften. Så vi blev enig om at hun selvfølgelig skulle have ros for at have givet suttefeen den ene sut. Og at hun så skulle være klar over at nu var der altså kun en sut tilbage. Og at den skulle hun også give til suttefeene, men først når hun var klar selvfølgelig. Selv om jeg måske burde ha stået fast ved at hun skulle aflevere begge sutte og ikke kun den ene, så skal hele den her oplevelse om at stoppe med at bruge sut ikke være en negativ oplevelse. Det skal ikke være sådan at hun sidder og græde og skrige efter sin sut og falder i søvn af træthed over at have brugt så meget energi på at få sin sut tilbage. Det er den kamp slet ikke værd. Selvfølgelig skal hun lære at når hun laver en aftale med Tobias og jeg så skal hun også holde den aftale. Hun skal også lære at det ikke hjælpe at græde og skrige hver gang for at få sin vilje. Hun ved at vi som regel giver efter hvis hun bliver ved længe nok, og tro mig hun kan græde og skrige i MEGET LANG TID! Vi skal som forældre blive bedre til at stå fast ved vores beslutninig, men i følge mig, ikke for en hver pris. Mit barn skal ikke græde sig selv i søvne fordi hun ikke må få sin sut mere. Hvis hun ikke er klar til at aflevere den, så er hun ikke klar! Slut, ikke mere at diskutere om. Hun skal selv være klar og selvfølgelig kan vi lokke med lidt legetøj osv, men hun skal også selv ville give slip på sutten. Hun skal selv komme og sige til os at nu vil hun ikke sove med den mere. Og det er hun ikke endnu, så derfor giver vi os i aften og lad hende vinde denne kamp. Hun får lov til at beholde sutten lidt endnu. Og så ser vi hvordan det ser ud om nogle uger, måske dage 🙂