Det er 1 time og 40 min siden vi var nede og ligge Louis i fuld narkose. Tobias kom efter han havde afleveret Liva i børnehave og nået lige at møde os ude foran operationsstuen. Narkoselægen og sygeplejerskerne var rigtigt søde. Og jeg følte mig vild tryg ved at Louis skulle være i deres hænder de næste par timer.
Inden vi gik ned til operationsstuen fik Louis noget beroligende medicin som gjorde at han virket fuld. Ret sjovt at se – han sejlet rundt, kunne ikke stå op eller gå lige uden at falde. Denne gang var meget nemmer (for mig) at se ham blive lagt til at sove. Tobias var stadig den der holdte ham og beroliget ham imens jeg sad ved siden af – ligesom første gang. Men jeg var ikke ked af det eller bange som jeg var første gang. Måske fordi vi har prøvet det før og ved hvordan det hele foregår nu, gjorde det letter denne gang at være ved hans side uden at græde. Selvfølgelig bliver jeg påvirket af at se min søn ligge og skrige imens han har en maske over sit ansigt og folk sidder og holder ham nede så han ikke kan bevæge sig. Selvfølgelig bliver jeg påvirket af at se min søn gå fra at kæmpe imod og græde til at blive helt livløs og stille. Men det var ikke så hårdt psykisk denne gang og som første gang.
Nu sidder vi bare og venter. Og tiden går virkelig langsomt når man sidder og venter og kigger på uret hver 5 min. Første gang han skulle opereres gik vi over på fødeafdeling da et af vores vennepar lige havde født en lille dreng. Så der brugte vi ventetiden på at se en lille nyfødt baby og det hjalp med at få vores tanker over på noget andet end Louis. Denne gang er der ingen vennepar med nyfødt baby, så det er hårdt bare at sidde og vente og kun tænke på Louis! Sygeplejerskerne har foreslået at vi kunne gå en tur i Fælledparken – men jeg vil helst ikke forlade hospitalet. Så vi får drukket en mass kaffe og jeg får blogget lidt imens.