Tobias rejset jo i torsdags og siden fredag har Liva hver aften været ked af det og grædt når hun skulle sove. Hun har fordi det har været weekend, fået lov til at være længer oppe end hvis det var en hverdag. Så hun er kommet senere i seng end hun plejer og det kan også ha været med til at skabe den dårlig putning om aften de sidste 3 dage fordi hun så har været overtræt. Igår kom hun dog i seng kl 19.00 som hun plejer fordi det er mandag i dag og hun skulle i børnehave. Men trods det så græd hun alligevel igår da hun skulle sove og spurgte efter sin far. Båe fredag og lørdag græd hun sig nærest selv i søvne imens hun sagde “jeg savner min far”, “jeg vil have at min far kommer hjem”. Det er en hel ny sitation for mig at være i når det kommer til at hun er så ked af det om aften pga sin far og har så stor savn til ham.

Jeg ved ikke om hun har svært ved at forstå at Tobias er ude og rejse pga arbejdet. For selv om vi havde aflevere ham i lufthaven, givet ham kys og kram og sagt farvel torsdag, så spurgte hun mig fredag morgen da hun skulle i børnehave om far ikke måtte være den der hentet hende i børnhaven. Jeg fortælte hende at far er ude og rejse og han ikke kan hente hende. Hvor efter hun igen spørg mig om han ikke kan komme og hente hende i børnehaven. Det samme gjorede hun så her til morgen og jeg igen må fortælle hende at det er mig der henter fordi far er ude og rejse. Så blev hun ked af det og begyndt at græde og sagde at hun savner sin far og vil ha det er ham der skal hente hende. Øv hvor er jeg ked af det over hun har det sådan her.

Som fast traditon sover Liva inde hos mig i vores seng. Det gør hun altid når Tobias er på arbejde i Indo. Hun har aldrig regere sådan her før, aldrig grædt og sagt at hun savner ham som hun har gjort i disse dage. Jeg trøster hende så godt jeg nu kan, krammer hende og holder om hende imens vi ligger i sengen og putter indtil hun er faldet i søvn. Hver aften tælle vi dage for hvornår farmand kommer hjem – hvilket hjælper lidt på det. Men det er stadig med en grædene stemme hun bliver ved med at spørg om hvornår han kommer hjem. Og at hun gerne vil have han skal komme hjem nu. Hun vil ikke vente i 9 dage. Hun vil ikke have han skal tag ud og rejse. Ikke uden hende. Det gør sku ondt i mit hjerte at se hende sådan, men håber på at de næste mange aftener når hun skal sove bliver bedre og at hun ikke vil falde i søvn ked af det, grædene over at hun savner sin far.