Jeg blev her til aften virkelig bange – heldigvis kun i et par sekunder. Men panikken nået lige at ramme mig hurtigt! Hver aften inden jeg går i seng tjekker jeg altid til begge børn. Jeg har gjort det siden Liva kom til verden og har følt et behov for det endnu mere efter vi fik Louis da han jo var født med læbe gumme ganespalte – Følte lidt at min lille bandit var meget skrøbelig den gang. Så hver aften går jeg lige ind, ligger dynen over dem begge, putter dem, giver dem et lille kys på panden eller kinden og visker til dem at jeg elsker dem. Det er blevet en fast rutine for mig og jeg kan virkelig ikke gå i seng uden at jeg lige har være inde og tjekke til dem.

Men her til aften da jeg gik ind til Liva ser jeg hendes seng er tom. Jeg tænker ikke over at tænde lyset men går ud af hendes værelse for at tjekke til Louis – han ligger stadig i sin seng! PUHA!!! Går ind i vores soveværelse i håbe og tro om at hun har lagt sig i vores seng. Nej, der ligger hun heller ikke! Jeg tjekker badeværelset for måske sidder hun der ude – hvis hun nu skulle tisse. Nej der var hun så heller ikke! Okay, så kom panikken og frygten for der var sket noget! Jeg kalder på Tobias for jeg kan ikke forstå hvor hun er henne. Går ind på hendes værelse igen og tænder lyset! Og der lå hun så over i hjørnet med sine dukker. Tobias hjalp mig med at få hende op i hendes seng igen. Jeg fik putte hende, kysset hende og visket “jeg elsker dig” med ro i maven.

Sådan så Livas seng ud da jeg fandt hende.