Vi har efter flere samtaler (diskussioner) taget en meget stor beslutning som gør virkelig ondt i mit hjerte. Vi er blevet enig om at give Bonzo væk. Og inden at nogen siger noget og dømmer os, så skal i lige vide at han bliver givet til min mor. Så det er ikke fordi vi giver ham til en fremmet person eller at han får en hel ny familie. Vi kommer jo til at se ham ofte da han jo skal bo hos min mor.
Da vi fik Bonzo for godt og vel 8 år siden havde vi ikke børn. Og vi havde ret meget tid til ham. Han var vores nr 1, min lille baby. Det var kærlighed ved første blik da vi så ham i blandt alle de små søde mopse hvalpe. Han var den eneste der havde en hvid plet på halsen og den tryggeste af dem alle. Åhhhh hvor var jeg vild med med ham. Jeg fik Tobias overtalt og før vi fik ser os om havde vi fået Bonzo. Han fik lange ture (gør han stadig) men ture hvor det var ham der var i fokus. Tobias og jeg brugte vores weekender på at tag ud og lege med ham – kaste med bold, løbe rundt og prøve at fange ham. Noget vi slet ikke gør mere – i hvert fald meget sjældent. Vi tog ham med over alt hvis vi skulle noget. Det gør vi heller ikke mere – ikke når vi også har to børn der skal med og holdes øje med. Og da vi rejste til Bali var jeg tudefærdig over ikke at skulle se Bonzo i 6 måneder. Jeg græd hele vejen ud til lufthavnen efter at ha sagt farvel til ham (mine svigerforældre passet ham i de 6 måneder)
Men så blev jeg gravid og da jeg fødte Liva ændret alt. Desværre må jeg sige at Bonzo blev skubbet ud på sidelinjen og overset. Tobias og jeg prøvet at give Bonzo den opmærksom og kærlighed han fortjente til trods for vi havde fået Liva. Men da Louis så blev født blev han skubbet endnu mere ud på sidelinjen. Det enest han får er de lange ture – men det er mer fordi han skal have dem og ikke fordi jeg eller Tobias har lyst til at gå de ture 3 gange om dagen. Overskuet og energien er der ikke til at vi også skal have hund. Vi er sindsyg dårlig hundemennesker – med to børn så egner vi os ikke til at have hund. Vi har ikke tid, energi, overskud og lyst. Min samvittighed er dårlig, rigtigt dårlig og jeg er virkelig ked at at jeg ikke kan beholde ham. For jeg elsker ham, han er min lille mopsedreng. Han var min nr 1 og min første kærlighed.
Jeg føler at når nu vi har taget det valg at få en hund så skal vi også stå ved det valg og beholde ham til han engang dør (7, 9, 13) det sker ikke lige nu. Men han bliver overset af travlheden i hverdagen, ungerne, arbejde, alt det praktiske her hjemme osv. Han fortjener så meget bedre og så meget mere opmærksomhed og kærlighed. Og det kan min mor give ham og derfor får hun ham. Det trøster mig at det er hende der skal have ham for så forsvinder han nemlig ikke helt ud af mit liv. Han er der hver gang vi besøger hende. Plus vi har aftalt med hende at når vi tager i sommerhus så tager vi ham med der op. Han elsker nemlig at være i sommerhus, ligge ude på terrassen i solen. Gå de lange ture nede på stranden. Og det skal han ikke midste – så sommerhus hygge får han stadig.
Vi har de sidste par dage snakket med Liva om vores beslutning. Og hun har været ked af det, rigtigt rigtigt ked af det. Hun græd så meget at vi måtte stoppe med at snakke om det. Hun er stadig ikke glad over at han ikke skal bo her mere. Hun vil ikke af med ham men er glad for at det er mormor der skal have ham. Louis er så lille at han ikke vil forstå det. Så ham har vi ikke snakket med om at Bonzo skal flytte. Jeg må se om han regere på det og prøve at forklare ham det hvis han spørg ind til Bonzo. Bonzo har jo være der fra start af når det kommer til Liva og Louis. Han har ligge ved deres side da de var babyer og passet på dem. De to unger elsker ham og han elsker dem! Puha, det bliver sku hårdt i morgen når vi skal sige farvel til ham.
Liva og Bonzo
Louis og Bonzo