Jeg har jetlag – har været vågen siden kl 4, det sammen har Tobias. Han er stået op. Men jeg ligger stadig i sengen – venter på mine børn vågner. Kan mærke jeg har brug for lige at give dem et kæmpe kram og kys. Jeg har det helt vildt mærkelig med at være hjemme igen. Lige nu har jeg så mange følelser og tanker inden i mig som gør at jeg lige skal bruge noget tid før jeg skriver det ned som et indlæg her på bloggen. Er sku lidt ked af det! Men mere om det en anden gang.
Vores dag igår gik faktisk rigtigt godt. Altså der var en lang dag men det er det når man skal flyve i så mange timer. Vi havde to fly. Vores første fra Sri Lanka til Doha hvilket gik super fint. Ungerne var helt op og køre over at der igen var skærme i sæderne – masser af nye tegnefilm. Louis havde en lille krise over at vi sad i midten og ikke ud i siden, da han ville sidde ved et vindue. Han vil meget gerne se ud når vi flyver! Men de først 5 timer gik faktisk hurtigt og smertefrit.
I Doha havde vi to timer før vi skulle med den næste fly – en flyvetur på 6 timer. Den var lidt lang og hård. Ungerne gad ikke sidde i flyveren – hvilket jeg godt kan forstå. Det er sku heller ikke sjovt at tag en flyvetur mere på 6 timer efter man lige ha siddet i et fly i 5 timer. Louis ville hele tiden ned og stå på gangen. Hvilket resulteret i vi løftet ham op og ned konstant da personalet skulle forbi med mad, drikkelse osv. Men vi gad altså ikke lave en scene med skrig og gråd hvis vi sagde nej til ham. Den scene ville 100% ha sket hvis vi tvang ham til at sidde på sin plads. Man vælger sine kampe og denne kamp valgte vi ikke at kæmpe.
Liva blev ved med at spørge om hvornår vi var hjemme som i 130 gange!!! Selvom hun for det meste tegnet og så tegnefilm, kunne jeg godt mærke at hun syns det var kedeligt til sidst. Man bliver altså også lidt mærkelig når man har set 3 film i træk!! Så vi måtte underholde og snakke til den helt store guldmedalje. Louis faldt i søvn 2 timer før vi landet. Må sige jeg har børn som i det hele taget klaret det super godt. De er altså nemme på det punkt, ingen skrig, gråd, utilfredshed eller brokkeri. De er så nemmer når det kommer til at rejse.
Nu vil jeg stå op for Louis kalder inde fra sin seng. Han skal ind ha et kæmpe morgen kys og kram. Jeg er glad for at være hjemme igen men syns også det er vildt mærkeligt og en lille smule trist at vi nu skal tilbage til en hverdag med arbejde, praktiske ting og rutiner.
