Skrevet af Tobias
Louis startede på Bali med at hoste virkelig voldsomt og var snottet mens vi var på Bali. Han havde også 2 dage med 38,6 i feber, men den faldt på 3 dagen. Vi var faktisk meget tætte på at tage til lægen, da han hostede rigtig meget og selvfølgelig var påvirket af feberen. Men på 3. dagen blev han mere frisk og hosten var mindre, så vi besluttede os for at tage videre til Ubud uden at tage til lægen.
Vi havde 3 dage i Ubud i en super lækker villa, og det virkede til Louis havde det nogenlunde, selvom han stadig hostede lidt i løbet af dagen. Efter de 3 dage i Ubud skulle vi videre til Lombok. Det startede med at vi blev hentet i en bil kl 6.30 om morgenen, og så skulle vi rundt og samle nogle andre mennesker op omkring Ubud, hvorefter vi skulle videre til Padang Bai, hvor båden til Lombok sejlede fra.
Da vi stoppede på vej til havnen for at hente nogle flere passasegere, så kunne jeg godt se på Louis han ikke havde det godt. Og ligeefter, så stod det ud af ham med bræk. Som alle andre børn i den alder, så forstår de det ikke, og det er selvfølgelig mega ubehageligt. Men vi “reddede den” og fik ham til at fortsætte udenfor bilen. Ikke en fed start, da vi havde 6 timers rejse foran os inden vi regnede med at ankomme til hotellet på Lombok. Louis fortsatte desværre med både at kaste op én gang i bilen og en gang på båden (heldigvis i en pose).
6 timer senere ankom vi til hotellet på Senggegi Beach på Lombok. Super lækkert hotel, hvor vi havde en 2 etagers villa med direkte adgang til en kæmpe pool. Men Louis spiste ikke noget og havde 37,5 i feber. Ikke noget voldsomt, men han var helt døsig, og jeg kunne ikke engang få et smil ud af ham. Vi ringende til en læge via vores sygesikring i DK, og han sagde, at det nok var en maveinfektion, men vi godt kunne blive hjemme, så længe hans bleer var våde. Men da han om morgenen kastede op igen (ren væske) og bare hang på os, valgte vi at tage på hospitalet med ham.
Vi kom ind på deres skadestue, hvor der var en læge der kiggede på ham og tog hans temperatur. Konklusionen var i første omgang, at han var dehydreret, og de blev nødt til at lægge drop, og så ville de tage nogle blodprøver på ham for at se om de kunne se noget med dem.
Det var en katastrofe da de skulle stikke ham for at tage blodprøve. Det gør selvfølgelig sindsygt ondt på sådan en lille mand, men han skreg og kæmpede imod med alle hans kræfter. Jeg har aldrig set ham så vild før. Det var forfærdeligt, at holde sin søn nede mens han gør alt for at kæmpe imod. De ramte forkert 2 GANGE! Og der sagde jeg stop og bad om en der var mere kompetent til at ligge drop. Jeg er klar over det er svært på et lille menneske som Louis, men jeg kunne ikke klare at se ham sådan der mere. Så vi gav ham noget ro, og han faldt faktisk i søvn mens de hentede en anden, som åbenbart havde bedre styr på det. Vi vækkede ham og endelig fik de lagt det drop. Man kan forestille sig mange ting om hvordan det er, at have børn inden man får det selv, men én ting som ikke kan forklares men kun kan mærkes er den kærlighed man har til sine børn. Den er så stærk (i hvert fald for mig), at man nærmest føler smerten ens børn har.
Her er Louis efter de 2 mislykkede dropforsøg 😴
Da blodprøverne kom tilbage viste de, at der “måske” kunne være en indikation til salmonella, men at den værdi typisk ikke kan ses så hurtigt endnu. De kunne derfor ikke konkludere noget og ville derfor heller ikke give ham noget medicin udover noget kvalmestillende og noget mod influenza. Vi blev indlagt med ham og krydsede fingre for at det ikke var noget alvorligt. Natascha valgte at sove på hospilatet med Louis, mens jeg tog hjem og sov med Liva.
Vi fik lov til at tage dropledningen ud i løbet af natten, så han kunne sove bedre. Om morgenen havde Louis fået det bedre og spiste en smule havregryn. Vi havde talt med en dansk læge, som anbefalede, at vi skulle bede dem om at tage blodprøve igen dagen efter, da man burde kunne se om tallene havde ændret sig dér. Blodprøverne viste normale værdier, så selvom Louis ikke var 100% sig selv, så valgte vi at blive udskrevet og fortsætte antibiotika derhjemme på hotellet. Dagen hvor vi kom hjem gik nogenlunde. Louis var ikke frisk, men bedre end inden han kom på hospitalet. Vi havde fået noget antibiotika med, som vi skulle give ham 2 x om dagen.
Louis med drop på vores “suite”
Dagen efter om morgenen, var Louis stadig ikke blevet frisk. Han spiste ikke noget til morgenmaden og da vi kom tilbage på hotelværelset kastede han op igen. Og dér begyndte vi først at blive rigtig nervøse. Hvad er det Louis har som gør, at han ikke er i bedring? Det virker underligt, at der ikke er nogen fremgang. Hvad hvis det er noget alvorligt? Måske en form en tropesygdom, som de ikke kan se på blodprøverne? Vi følte ikke de var specielt kompetente på hospitalet, og havde derfor heller ikke lyst til at tage tilbage igen. Vi ringede til sygesikring i Danmark og spurgte hvad vi skulle gøre. De anbefalede at vi fløj til Bali på et hospital dér. Men da jeg undersøgte hvor hurtigt vi kunne komme derover, var vi tvunget til at vente dagen efter. Så der var ikke andet for end at se det an til dagen efter.
Dagen efter havde Louis det heldigvis meget bedre. Ikke på toppen, men han spiste, smilte, grinede og kastede ikke op. Så vi valgte at tro på, at han var i bedring og ventede igen til dagen efter. Her besluttede jeg mig for at tage en alene dage med Liva, og tage på øhop, mens Natascha og Louis blev hjemme og slappede af. Da vi kom hjem fra en lang dag havde Louis til min store begestrejning fået det endnu bedre og virkede til at “være tilbage” i sit sande jeg, som er fuld skrue det meste af tiden.
Sådan nogle oplevelser som dette sætter tingene i perspektiv, og får også en til at tænke på, hvor stor en kærlighed man har til sine børn. Jeg er simpelthen så glad for, at have vores Louis tilbage som den bandit han er.