Jeg græder sjældent foran mine børn. Men her til morgen har jeg ikke gjort andet. Jeg kan ikke stoppe fordi tankerne køre rundt i hovedet på mig. Frygt for at skulle død nu og ikke se mine børn vokse op, sidder i mig. Jeg fik i fredags svar fra min læge om at jeg har aktiv celleforandring i livemorderhalsen. Og nu er jeg blevet henvist til Gynokologisk afdeling på Hvidovre. Først tænkte jeg at vi må vente med at se hvad der skal ske, til efter jeg har fået lavet en biopsi på Hvidovre. Fordi jeg kan ikke gøre noget før jeg ved hvilket stadie jeg er i ang celleforandring. Men sidste jeg fik lavet en biopsi og efter jeg fik svar på den, fik jeg lavet en kegleoperation.
Hvis celleforandringerne er moderate, vil man i nogle tilfælde se tiden an og ikke gøre noget. Ved svære celleforandringer vil man blive tilbudt en kegleoperation. Lige nu skal jeg finde ud af om jeg har moderate eller svære celleforandring.
Celleforandringer er ikke det samme som kræft, og mit årlig tjek hos lægen skal forebygge, at celleforandringerne udvikler sig til kræft. Celleforandring er forstadiet til livmoderhalskræft. Men har man opdaget celleforandringer for sent, kan det ha udviklet sig til livmoderhalskræft og så skal man alt efter hvilket stadiet man er i ha lavet:
⁃ En kegleoperation.
⁃ En operation hvor man får fjernet livmoderen.
⁃ Hvis kræften i livmoderhalsen har udviklet sig til næste stadie, vil man ofte fjerne livmoderen, bindevævet ved siden af livmoderen og lymfeknuderne i bækkenet så de ikke nå at sprede sig.
⁃ I det sidste stadie, hvor kræften har spredt sig til bækkenet eller lymfeknuderne, får man tilbudt strålebehandling og kemoterapi.
I morges ramte frygten mig – og først prøvet jeg at skubbe den væk, men den har overtaget nu. Og jeg kan ikke stoppe med at græde og være bange. Kan ikke stoppe med at tænke “Hvad nu hvis mine celleforandringer har udviklet sig til kræft? Hvad nu hvis jeg skal dø? Hvad med mine børn? Hvad med Tobias”?
Jeg kan ikke stoppe med at tænke på alt det jeg vil gå glip af i mine børns liv. Jeg er helt der ude hvor jeg tænker det mest skrækkelige og det er så dumt når jeg ikke hved hvor alvorligt det er! Stop nu med at tænk sådan!!! Måske er det ingen ting og så har jeg siddet her og kørt mig selv helt op!
Jeg er en person som psykisk er ret svag. Altså der skal intet til at hylde mig ud af den, gøre mig usikker og ked af det. Jeg er en meget følsom person. Og som jeg sidder her helt alene med ungerne – Tobias er ude og lave et løb – så kan jeg ikke stoppe med at græde. Liva og louis har krammet mig, givet mig kys og hente masser af wc papir til at tørre mine øjne. De prøver at trøste mig og forstår ikke hvorfor jeg er ked af det. Liva har set mig græde sådan her en gang før og det var da min mormor døde. Den gang forstod hun hvorfor jeg var ked af det, men at forklar hende at mor måske er syg er ikke det rette tidspunkt. Især ikke når jeg ikke hved hvilken stadie jeg er i med celleforandring. Hun er for lille til at ville kunne forstå noget af det og derfor siger jeg ikke noget. Men hun spørg selvfølgelig hvorfor jeg sidder og græder. Og til det svare jeg, at nogen gange har man bare brug for at græde for at få det bedre. Mor er lidt ked af det nu men jeg lover at jeg nok skal blive glad igen.
Jeg skal heller ikke male fanden på væggen. Det skal jeg virkelig ikke! Men det er svært ikke at forestiller sig det værste når det handler om kræft. Især efter jeg har fået børn, har jeg fået en frygt for at få kræft og blive alvorligt syg. En frygt for at midste og en frygt for at død for tidligt. Jeg har nok først ro i mit sind når jeg har fået svar fra min biopsi! Men det skal nok gå. Det plejer jo altid at gå og det gør det også denne her gang. Det ved jeg – gode tanker skaber god energi i universet – er det ikke det man siger? Så nu og her må jeg tag mig samme, hygge om mine børn og kramme og kysse dem ekstra meget! Give dem masser af kærlighed og fortælle dem at jeg elsker dem – For evigt og altid!