Jeg sidde her med et ønske om at kunne være ved min mands side for at være der for ham i det han gennemgår lige nu.

Han er i Langkawi, Malaysia for at lave en Ironman. En ironman som han har trænet op til intens det sidste halve år – 8 måneder. I dag var så den store dag, eller i nat (der er 7 timers forskel). Så imens jeg sov var Tobias igang med sit livs hårdeste Ironman. Jeg sov dårligt og vågnet et par gang i nat og tjekket op på ham – hvor han var i sit svøm og på cyklen. Da jeg vågnet i morges, skiftet han fra cykel til løb. I løbet af natten og morges sendt jeg beskeder til ham. Beskeder han først ville læse når han var kommet i mål. Men jeg tænkte at jeg sender lidt god energi og en masse hep til ham.

Jeg tjekket min mobil hele tiden for at følge med på appen så jeg kunne se hvordan det gik. Der var flere tidspunkter hvor jeg kunne se at løb ikke fungeret for ham. Jeg tænkte at det kunne ha lidt med fugtigheden og varmen i Malaysia, for han plejer at være ret god på Løb. Men han var langsom, og tabte mere og mere fart. Han endte med at løbe i 5 timer. Og fuldførte ironman på 11 timer og 47 min. Den dårligste ironman han nogen sinde har lavet.

Da han ringet mig op (Facetime) kunne jeg se han var helt færdig, ikke kunne fysisk men også psykisk. Han brød sammen med det sammen jeg sagde hej. Han var skuffet på så mange punkter men stolt over at han havde holdt ud og gennemført. Jeg kunne mærke tåren presse sig på, men prøvet at holde dem tilbage da både ungerne sad ved siden af og ville sige hej til deres far og samtid ville jeg være stærk for ham. Jeg blev så ked af det på hans vegne over at han var så ked af det. At han sad der i Malaysia helt alene efter at ha kæmpe sig igennem en Ironman på næsten 12 timer. Jeg var ked af at jeg ikke havde været der, heppet på ham og støttet ham. At jeg ikke var der til at tag imod ham da han kom i mål. At jeg ikke kunne trøste ham og holde om ham, nu hvor han havde mest brug for det.

Jeg fik så dårlig samvittighed, følte mig som verdens dårligeste hustru. Inden han rejste spurgte Tobias om vi ville med og jeg sagde nej pga Liva skulle i skole. Jeg tænkte at det klare han fint alene. Han har lavet så mange Ironmans nu, at dette ikke bliver anderledes. Dette bliver en god oplevelse som altid. Men jeg tog fejl og det opdaget jeg da jeg så ind i min mands øjne i dag. Jeg ville gøre alt for at være der ved hans side lige der i det øjeblik.

Jeg er pisse stolt over ham. Stolt over at han gennemførte. Stolt over at han gik efter sin drøm – en drøm om at lave en Ironman i Malaysia.