Nu er min lille prinsesse blevet 1 år, og det er virkelig stort! Tiden er bare gået så hurtigt fra jeg fik hende op i mine arme efter at ha født hende på Hvidovre hospital til nu.
Den gang Tobias og jeg fandt ud af jeg var gravid, var ikke lige det lykkelige øjeblik alle forventer at man har med deres kæreste, når man skal kigge på en graviditetstest. På det tidspunkt bode vi på Bali, pga Tobias arbejde. Jeg havde været heldig at få orlov fra mit arbejdet i 6 måneder så jeg kunne tag med ham. Midt i februar månede var jeg begyndt at blive syg. Kaste op, havde det dårligt, kvalme, ingen energi osv. Jeg tænkte ikke over det og regne med at det var influenza. Da Tobias forældre så kom og skulle besøgte os i 10 dage, kunne de jo allerede de første par dage se jeg havde det dårligt. Og under en frokost endte jeg med at løbe ud og kaste op på det nærmeste wc jeg kunne finde. Da jeg kom tilbage spurgte Tobias far mig direkte: Du er vel ikke gravid? Og jeg svare ham, uden at tænke mig om: Nej jeg har lige haft min menstruation! Nok ikke lige noget min svigerfar har brug for at vide eller skulle vide. Men det røg ud af mig og så stoppe samtalen også der. Da vi tog hjem kørte Tobias og jeg alligevel forbi et apotek og købte en graviditetstest. Og den tog jeg jo så med det sammen. I kan jo tænke jer til at den ikke viste noget som helst. Hverken positiv eller negativ. Jeg kom i tanke om bagefter at man jo skal tag sådan en om morgen. Så vi købte en mere og måtte vente til dagen efter. Tobias og jeg snakket om hvad nu hvis. Og han var ikke just begerister for at få en barn nu. Han havde jo drømme, mål og oplevelser han gerne ville først. Jeg der imod ville gerne ha et barn. Følte at jeg var parat og klar. Har altid haft en tanke om at jeg skulle havde mit første barn inden jeg blev 25 år og mit anden inden jeg blev 30 år. Og Tobias var den jeg gerne ville ha børn med.
Næste morgen tog jeg så graviditetstesten og den blev positiv med det sammen. Jeg stod nærmest og klappet i mine små hænder helt alene ude på badeværelset. Men nu skulle jeg jo ud og fortælle Tobias nyheden. Han stod i køkkenet og da jeg sagde til ham: Jeg er gravid! Så stoppert han helt op og kigget på mig med og sagde. Nej det er ikke rigtigt. Det mener du ikke? Hvordan er det sket? Er du sikker?
Han kørte ud og købte en ny test og den viste også positiv. Og ja så havde jeg en ikke så glad kæreste. Abort var ikke noget jeg ville igennem. Så jeg var fast beslutte at beholde barnet lige meget hvad. Og havde allerede beslutte mig at beholde det da jeg så testen var positiv, uden at ha snakket med Tobias om det først. Stemningen var dårlig og samtalen ikke den sjoveste.
Tobias forældre var jo på besøg, så jeg sendte ham afsted sammen med dem, da de skulle rundt og se Bali. Og så kunne han få snakket med dem alene. Jeg lå der hjemme og havde så travlt med at ringe min mor og lillesøster op. Jeg tudet, græd og fik snakket ud om hvordan jeg følte og havde det. Jeg havde beslutte mig for at hvis Tobias kom hjem om aften og sagde han ikke ville beholde barnet, så ville jeg pakke mine ting og flyve hjem til DK. Længer var den ikke. Men da han kom hjem efter en hel dag med sine forældre, fik vi snakket sammen og var til sidst enig i at nu prøver vi at få det bedste ud af det. Vi måtte tag en dag af gangen og se hvad tiden vil bringe os.
Jeg tror at det kom meget bag på Tobias. Han var ikke klar eller forberedt på at skulle blive far. Også fordi det ikke var noget vi havde snakket om før. I mine øjne så er det jo noget begge skal være enig i og snakke om hvornår man er klar til det. Blive enig i at nu begynder man på at blive gravide. Men nu blev det en, ups, jeg er gravid situation, i stedet for. Desværre!!!! Jeg håber at næste gang jeg bliver gravid og tager den test. Så er det en positiv og glad kæreste jeg får når jeg fortæller det!
På et privat hospital på Bali og får bekræfte at jeg er gravid. 6 uger henne er jeg og skulle føde d. 8 novmber.
Her er jeg 40 uger henne. Nogen dage før jeg føder den 6. november 2012.
Min mand blev heller ikke glad, da jeg blev gravid med nr. 2. Vi var egentlig enige om at prøve igen – begge arbejdsløse akademikere, også kunne jeg jo ligeså godt udfylde tiden med noget fornuftigt og se mere attraktiv ud for en arbejdsgiver, når der ikke længere stod barsel, barsel, barsel i panden på mig. Men det skete i første forsøg – igen. Så vi tager ikke chancen med en 3er – den skal være planlagt og ønsket lige fra starten. Jeg ønskede egentlig heller ikke et barn, men af praktiske hensyn så ville jeg prøve.
Men nu sidder jeg så med den dejligste dreng på brystet – og en stolt storesøster på 2 i værelset ved siden af. Manden med arbejde. Så er livet ikke så ringe.
Hej Katrine..
Ej hvor dejligt at høre at det er endt sådan for jer. Jeg vil virkelig også gerne havde nr 2 inden Liva bliver 3 år. Men vi har ikke snakket om nr 2 endnu. Så det skal vi lige ha gjort først. Nr 2 skal nemlig ikke være en ups jeg er gravid. Det skal for mig være en glædelig nyhed og ikke ligesom første gang. Jeg vil se en glad mand der hopper op af glæde og synes det er fantastisk at jeg er gravid. Det er i hvert fald det jeg håber på vil ske når vi skal ha nr 2. Fordi så har vi snakket om det. Og er blevet enig om at prøve på at få nr 2. Og når det så sker så er han ikke overrasket og i chok over at skulle blive far 🙂