Det er hårdt at gå i børnehave – Louis er så træt om eftermiddagen lige omkring aftensmad tid, at han som regel falder i søvn med sin ipad!
Vi er trods en god start i børnehaven desværre røget ud i nogler sindsyge dårlige afleveringer med Louis.Han er meget frustreret og ulykkelig fra om morgen fra vi vågner, under morgenmad, imens vi gøre os klar, får tøj på, børster tænder og hele vejen ud i bilen og turen over til børenhaven! Han græder allerede når han vågner, da det første han spørg om er om han skal i børnehave. Og han bryder sig ikke om svaret! Det er hårde sager sådan at gå fra at være ude og rejse i 3 måneder med mor, far og storesøster. At være sammen 24/7 og bade dagen lang. Til så pludselig at han så skal i børnehave og være sammen med andre børn og voksne.
Hver dag er en dårlig aflevering. Og det er som om at de afleveringer også bliver dårlige og dårlige for hver dag der går. Han vil ikke være der. Han kæmper imod med alt hvad han kan kæmpe i mod med. Som ikke at vil ud af bilen når vi holder foran børnehaven. Jeg skal bære ham over imens han skriger, græder og slår mig. Han er fuldkommen opløst i gråd over at skulle være der, så meget at han ikke kan trække vejret! Jeg er nød til at aflever ham til en voksen for ellers får jeg ikke lov til at gå. Han klæber sig fast til mig, holder om mig og hiver i mit tøj for at jeg ikke kan gå. De der afleveringer hvor han skrigene slår og sparker en voksen imens de holder ham, kalder på mig græder med hænderne rakt ud efter mig er de hårdeste! Det er dem der gør jeg sidder i bilen og græder og som gør jeg har lyst til at gå op og hente ham igen og tag ham med hjem. Jeg har så dårlig samvittighed over for ham. Det er så synd for ham at han skal afleveres sådan hver dag. Hårdt for ham og hårdt for mig! Jeg har prøvet at blive i længer tid, sidde og tegne med ham eller starte en leg sammen med de andre børn. Men hver gang han klan mærke at nu går mor så starter hele lavinen!
Jeg er klar over, at det handler om mange ting, men han er utryg ved at være der og savner mig, os og måske vores hverdag på rejsen. Han har svært ved at acceptere at det ikke er vores hverdag mere. Det er en kæmpe omvæltning for ham – trods vi har snakket mange gange med ham om at han nu skal gå i børnehave. Det har heller ikke gjort det nemmer med at han har været væk fra børnehaven pga hans svælglapoperation (3 uger hjemme efter den operation) og så har vi haft forlænget weekender oppe i sommerhuset hvor vi har taget fri fra om onsdagen eller torsdagen en del gange her på det sidste. Plus alle de helligedage der har været de sidste par uger.
Søvn er heller ikke bedre – den er faktisk blivet dårliger siden han er starte i børnehave. Han vågner grædenede hver nat helt utrøsteligt. Han er ikke til at trøste med mindre jeg tag ham ind til vores seng, hvor han sover videre. Han vil bare være tæt på os. Når vi spørger ind til, hvorfor han er ked af det, siger han selv, at han ikke kan lig børnehaven. Han kan ikke lig de voksne og at alle børnene der over er onde og dumme imod ham. Han siger han vil tilbage til strand, pool og rejse med os. Puha, den her rejse giver bagslag for os når det kommer til alm hverdag her hjemme. Jeg forstår ham godt, det er jo svært at forstå at vi ikke kan være sammen mere hver dag, lege, bade og spise is på stranden eller ved poolen.
Det gør forfærdelig ondt, og det er meget mere, end hvad mit moderhjerte kan klare. Og desuden noget vi aldrig før har oplevet med ham – ikke så udpræget. Det har altid været Liva vi har kæmpe med når det kom til dårlige afleveringer. Så at se ham regere sådan her hver morgen er hårdt.
I dag har han fået en fridag og hygger med mig her hjemme.
Der er stor forskel på at gå i vuggestue hvor der mere trygt, mere fokus på hvert barn og nogen helt andre regler end børnehaven. Børnehaven er temmelig kaotiske og ungerne er meget mere selvstændige og har mere frihed til at lave hvad de vil uden at de voksen er der altid. Fokus på det enkelte barn er derfor sparsomt og sjældent er der én bestemt pædagog, der har været sammen med Louis hele dagen, hvilket betyder, at informationen om hvordan hans dag har været også ofte er på et minimum. Nogen gange er der ingen der ved hvordan han har haft det fordi hans pædagoger fra hans stue har fået fri når jeg henter.
Jeg ved ikke hvad løsningen er. Jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Men jeg håber sådan på at det snart ændre sig. Jeg vil ønske jeg kunne ha ham hjemme hver dag, men det er bare ikke muligt.