Det sidste billed jeg fik taget med min mormor og ungerne.
Åhhh jeg har været ked af det de sidste par dage. Meget ked af det! Jeg har været fraværende på bloggen i snart en uge og det har der været en grund til. Noget pludseligt, meget tragisk og uforudset er sket og bloggen har derfor ikke være første prioritet!
De sværeste indlæg at skrive, er dem som er fyldt med følelser før man er afklaret og okay. Ind i mellem skal jeg først lige bearbejde, tygge og overveje mine ord før de kommer ned på skrift og det er præcis indlæg som det her, der de sværeste!
For en uges tid siden mistede jeg min højt elskede mormor. Det hele var sket meget pludseligt, folk der var omkring hende fortalt ambulanceredderen at hun havde sat sig ned på en bænk og få sekunder efter var hun faldet om. De mennesker der så det ske ringet efter hjælp og begyndte at lave hjertemassage på hende men hun stod ikke til at rede. Min mor var den der ringet og fortalte mig det og jeg brød bare sammen, var forvirret og havde en masse spørgsmål.Forstod slet ikke hvad min mor sagde – min mormor var jo så frisk, boede alene, klaret alt selv i en alder af 82 år. Jeg troede faktisk at hun stadig ville have nogle år endnu – i hvert fald 3-5 år. Jeg var den der måtte ringe til min søster og fortælle hende det så min mor kunne skynde sig ind på Rigshospitalet hvor min mormor var blevet kørt til. Vi kørte alle der ind for at sige farvel til hende en sidste gang.
Jeg har ikke gjort andet end at græde siden den dag. Nogle gange så kan jeg bryde sammen og græde uden nogen grund. Andre gange så skal jeg lige mindes om hende og så græder jeg igen. Jeg har haft rigtigt svært ved at acceptere og forstå at hun er væk fordi jeg ikke har været forberedt på at det skulle ske nu og her. Altså, jeg har lige været hjemme hos hende og spise med Tobias og ungerne. Godt og vel 10 dage før hun faldt om, lavet hun aftensmaden til os og hygget med ungerne hele aften. Vi havde en rigtigt hyggelig aften og alt virket til at være fint med hende! Jeg forstå det ikke, jeg forstår ikke at hun ikke er her mere. Et fantastisk menneske er blevet taget fra os og himlen er blevet en stjerne rigere. Min kære gamle mormor som jeg vokset op og boede hos i en stor del af min barndom er væk! Åhhh jeg har så mange gode minder fra min barndom med hende og jeg vil værdsætte dem alle og aldrig glemme den tid jeg fik med hende.
Min mormor og morfar.
Efter jeg var kommet hjem fra Rigshospitalet var det ret svært at skjule overfor Liva at jeg var ked af det. Jeg græd jo konstant resten af aften. Tobias prøvet virkelig at underholde ungerne og give mig lidt tid alene men Liva kunne jo se at der var noget galt og spurgte mig så på et tidspunkt hvorfor jeg blev ved med at græde. Puhha, hvad svare man når ens datter på snart 4 år spørg hvorfor jeg græder hele tiden!? Jeg kigget på Tobias og vi satte os ned og prøvet at forklare Liva at oldemor var død. På en meget børnevenlig måde fik hun at vide at når man er død kommer man ikke tilbage. Og at oldemor var blevet til en engel og var fløjet op i himmelen til oldefar, hvor de sidder og kigger ned til os og passer på os. Jeg syntes sgu det er tidligt at tale med sådan en lille størrelse om døden. For hvor meget forstår hun endelig af det vi fortæller hende? Vi var ude og køre her for forleden og Liva sidder og kigger ud af vinduet og spørg mig:
Liva: Mor, den sky følger efter os. Hvorfor gør den det?
Jeg: Fordi skyer kan flyve og bliver skubbet af vinden.
Liva: Nej mor, det er fordi oldemor sidder oppe på den sky og kigger på os. Jeg tror hun gern vil med os.
Åhhh hvor mit herte smelte da hun sagde det og jeg begyndte selvfølgelig at græde igen. For hvor er det en dejlig tanke hun har om oldemor. Hun har så dejligt et sind og tankegang min lille pige. Og hun får døden til at virke så positiv når man ser det fra hendes synspunkt. Fordi i hendes verden så er det ok at oldemor (og oldefar) ikke er her mere på jorden, fordi de er jo stadig oppe i himlen og passer på os.