Vi er lige ankommet på vores hotel her i Singapore. Godt trætte og vi går kun og tæller ned til Louis skal sove. Og ja det kan godt lyde vildt strengt når jeg skriver det! Men drengen fik et sammenbrud i dag! ET MEGA STORT ET AF SLAGSEN!!!! Mor her har altså talt til mindst 100 op til flere gange i dag for ikke at rive hovedet af ham! Og nååå ja så havde vi nærmest en nær døds oplevelse da flyet skulle lande i Singapore!!!!
Men lad mig starte med at fortælle lidt om hvordan det er gået fra da vi rejste fra Koh Lipe.
Vi starter ud med at pakke alle vores ting og opdager at Liva mangler sin ynglings bamse – den hun sover med hver nat og ikke kan undvære! Så måtte Tobias ellers løbe ned til det sted vi spiste aften før for at tjekke om den stadig var der! Det var den! Ned til båden for så at sidde og vente i 2 timer. Da man skulle vise billet tog de ens pas og så fik man det først igen når man var på båden og var begyndt at sejle. Og de råber altså ikke ens navne op, de løfter bare pas op i vejret og råber de forskellige nationaliteter som fx “Denmark” og så har de 10 danske pas i hånden og så får man dem alle og skal selv kigge dem igennem og finde sit eget! For så at give de andre pas tilbage igen og så råber han igen “Denmark” op og venter på der er nogen der reagere. Lidt usikker måde at gøre det på. Selve sejlturen til Langkawi tog 1,5 time. Den klaret jeg uden at få det dårligt, trods det gynget lidt!
Fra Langkawi tog vi en taxa hen til vores hotel. Vi bode på Nadias hotel lige ned til stranden og ved en gågade med masser af små hyggelige butikker. Vi nåde lige op med vores ting og så ned i lobbyen for at se Caroline Wozniacki vinde sin første Gran slam! Ungerne var ikke helt med på at vi skulle se den tenniskamp og derfor måtte jeg under kampen lige underholde dem, op på værelset, ned igen, ud og finde mad, ud og kigge i butikker med dem osv osv. Men Tobias fik set den færdig! Og så sejt at hun vandt!
Men hvor er det dejligt at bo et sted hvor der ingen myg er inde på ens værelse! Dejligt at vi ikke skal smøre os ind i myggesprae hver aften inden vi går i seng i håb om ikke at blive stukket. Hvor er det dejligt at kunne taget et langt varmt bad! Hvor er det dejligt at kunne sove i ro uden at høre long tails boat sejle forbi hele tiden! Hvor er det dejligt med et badeværelse uden karkelakker, firben eller myg. Hvor er det dejligt med lidt højer standdart end det vi har haft de sidste par steder. Det her skal ikke ses som at jeg klare over de steder vi har bode. Men jeg værdsætter virkelig et ordenligt hotelværelse lige nu! I need it og er gået lidt kold i primitive bungalows / hytter!
Vi skulle kun overnatte en gang i Langkawi – men der hvor vi boede virket som et ret hyggeligt område og vi er lidt kede af at vi ikke havde to overnatninger der. Det må blive næste gang!
Da vi pakket i morges starter Louis allerede med at sige han ikke vil rejse. Han vil ikke flyve men blive her. Og så forsatte han ellers ud af værelset, i elevatoren, i lobbyen, i taxaen og det støreste flip fik han i lufthavnen. Godt trætte af hans brokkeri på det tidspunkt lod jeg ham ligge på gulvet, hvor han lå og skreg ! Han ville ingen ting! Hverken op til mig eller Tobias. Han ville ikke gå. Han ville ikke flyve!! Efter at ha checket ind blev vi stoppet fordi de ville ha vi skulle veje vores håndbagage. Det er første gang vi på denne tur er blevet stoppet pga vores håndbagage og med en skrigene Louis i armene blev vi bedt om at checke vores håndbagage ind som alm bagage da de vejet for meget. Max 7 kg per taske! Så samtid med Louis der var helt umulig og som stadig græd og skreg, skulle vi altså pakke om fordi vi ville ikke checke alle vores tasker ind. Vi havde i alt 3 kg for meget samlet i de 4 tasker. De 3 kg forsvandt ikke ligemeget hvordan vi pakket, tog ud og rykket rundt på det. Så vi endte med at måtte checke en taske ind som var fyldt med alle de tunge ting vi havde. Stadig med en skrigen Louis som ikke ville noget som helst, ej heller holde sin mund eller gå med, blev han bådet igennem hele lufthavnen imens han grædende kæmpet imod! 1 2 3 4 5…..100!!!! Der blev talt mange gange inde i mit hovede! Først nede ved gaten kom der ro over ham! Der fik han så lov til at sidde med sin iPad og så faldt han i søvn i flyveren og sov hele flyveturen til Singapore.
Godt og vel en halv time før vi skulle lande var der meget turbulens. Jeg fik det dårligt og måtte side med hovedet ned i brækpose og prøvet at holde det hele i mig. På vej ned for at lande, laver flyveren lige pludselig et dyk. Det var som om at flyet faldt og jeg tog fat om Liva og holdte hende helt tæt ind til mig samtid med min anden arm var strukket ud mod sædet foran mig – Jeg følte lidt at da flyet faldt så faldt jeg ned mod det sæde foran og jeg sad og brugte kræfter på ikke at falde imod det sæde. Det hele føltes forkert og i de sekunder det sket tænkte jeg at nu sker det. Nu styrter vi ned. Liva sad udvidet bare og grinte. “Mor det kilder i min mave”! Jeg svare hene ikke men holde bare fast om hende og tænker at det er godt hun ikke ved hvad der forgår.
Man når at tænke mange ting når sådan noget sker også selv om det kun var i få sekunder! Flyet bliver rette op og flyver så op i luften igen. Jeg råber i panik til Tobias “hvad skete der lige der”? Tobias som sidder foran mig vender sig om og siger at han syns det er skræmmende at der ikke bliver sagt noget i højtaleren, hvor jeg så svare at det er nok fordi at de prøver at få kontrold over flyveren!!
Der går noget tid før de fortæller at det stormer for meget i Singapore og derfor kunne vi ikke lande. Men at de ville prøve igen bare på en anden landingsbane. Vi flyver rundt oppe over Singapore i 30 min før vi endelig lander sikkert på jorden!
Står det til mig skal jeg aldrig flyve igen. Men desværre er jeg tvunget til det når vi skal til Indonesien og Sri Lanka! Forhåbentlig kommer de flyveture til at gå fint!!