Og det var ikke nogen stor succes! Da jeg spurgte Liva efter jeg havde hente hende i børnehaven om hun ikke ville ha klippet sit hår svaret hun glad ja! Hun klappe i sine hænder og spurgte om hun ikke skulle ha klippet sit hår nu! Og jeg tænkte at jo det skal vi da nu, så kørte ind til en lille frisør som ligge rigtigt tæt på hvor vi bor. Et eller andet sted tror jeg ikke at Liva helt vidste hvad det var hun havde sagt ja til eller ved hvad det betyder at få klippet sit hår. For ligeså snart vi var trådt ind af døren så begyndt hun at græde. Hun ville bestemt ikke sidde oppe i stolen og slet ikke havde gjort sit hår vådt eller klippe det. Hun græd hele vejen igennem, så frisøren var ret hurtigt med at få klippet hendes hår.

Hold op en tudetur hun fik sig, men var hurtigt glad igen da hun kom ned fra stolen. Pandehåret blev en lille smule for kort, men hvor godt bliver det også lige når man sidder med et grædende barn som bare ikke vil sidde stille og som prøver at komme væk! Ellers er resultatet meget godt, hun fik klippet lidt af sit ellers så lange hår – så langt var det nu ikke, men den lille smule hun fik klippet af gjorde at det nu er blevet ret kort i forhold til hvad det var før.