Puha hvor skal jeg starte henne. Louis og jeg er lige kommet hjem fra Rigshospitalet og jeg håber nu på at der ro og at Louis ikke er så ked af det som han har været hele dagen igår og i dag.

Siden vi kom hjem fra Rigshospitalet i mandags har Louis været så ulykkelig, grædt hver gang han var vågen og alt hvad vi gjorde var forkert – i hvert fald i Louis verden. Mandag nat var den værste nat vi længe har haft. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår vi sidst har haft sådan en LORTE nat (undskyld mit sprog). Tobias og jeg fik ingen søvn, vi var begge oppe hele natten med Louis som bare græd og skreg det meste af natten igennem. Vi prøvet alt fra at vugge ham i søvn, til at gå med ham i barnevognen, synge for ham, nusse ham og lægge ham ind i vores seng. Han sov kun når han lå op af vores skulder i vores arme efter at ha skreget og grædt sig selv i søvn. Lage vi ham ned i hans seng så vågnet han med det sammen igen.

Han har hængt i mine arme hele tirsdagen og samtidig haft sit hovede ind i mod min skulder og grædt og grædt og grædt. Når han endelig var faldet til ro så har jeg stadig ikke på noget tidspunkt kunne sætte ham ned på gulvet eller bare sætte ham fra mig uden at jeg nærmest starter den helt store tudetur igen. Hvis jeg prøvet at sidde på gulvet med ham for at lege så vrider han sig, laver alverdens sindssyge krops bevægelser hvor jeg nærmest ikke kan holde fast i ham. Han stoler sku på at jeg har et fast greb om ham for hold kæft han har været tæt på at slå hovedet ned i gulvet eller falde ud af mine arme et par gang når han går amok med de der bevægelser. Jeg kan slet ikke trøste ham, om jeg så holder om ham, synger eller nusser ham. Han er bare ked af det, rigtigt meget og hele tiden.

Jeg måtte til sidste ringe til Tobias og bed ham om at komme hjem fra arbejde fordi jeg kunne ikke mere psykisk. Var så tæt på at bryde sammen selv. Det er fucking hårdt at have et barn der er så ked af det at jeg som er hans mor, ikke kan trøste ham eller få ham til at falde til ro. Jeg føler mig totalt hjælpeløs og det gør så ondt i mit hjerte at se ham sådan her.

I dag var ligeså slem, faktisk meget værre fordi Louis var endnu mere hysterisk og ked af det end igår. Han ville ikke sidde hos mig eller ha jeg holdt ham. Hvis jeg prøvet, så slog han mig i ansigtet og sparket mig plus han lavet de der vilde bevægelser igen! Men satte jeg ham ned på gulvet så græd han, hev i mit tøj og rakte ud efter mig. Og sådan fortsatte det fra om morgen til jeg til sidste ringet til Rigshospitalet kl 11.00. Og med en skrigende Louis i baggrunden kunne sygeplejersken godt høre at den var hel gal. Så hun bad mig komme ind med et sammen så en læge kunne kigge på ham.

Det skal så lige siges at jeg i løbet at dagen har taget hans temperatur – også igår og han har haft feber begge dage. Hvilket sygeplejersken tror kan skyldes en infektion og det er derfor han er sådan her. Han har heller intet spist eller drukket hele dagen. Alt hvad jeg serveret for ham afvist han, selv is! Og han ville heller ikke drikke saftevand. Det virker også som om det klør inde i munden på ham eller at det gøre ondt da han bliver ved med at tage sine hænder/arme op til munden.

Så ind på Rigshospitalet – med en grædende Louis i bilen hele vejen. Lægen kigger på ham med det sammen og siger at hans gane ser fin ud. Ingen betændelse eller sår – så det er positivt! Både læge og sygeplejersker spørg om en masse ting og et af spørgsmålene var “hvor meget smertestillende får han?”. Da jeg så siger at den sygeplejerske der udskrev os har kun givet os 125 mg Panodil med til Louis. De 125 mg skal han ha hver 6 time. Men imens vi var indlagt fik han 175 mg. Det kunne de ikke lige forstå at vi kun havde fået det med hjem. Selvfølgelig får han også 75 mg Ib-u-Ron som han skal have hver 8 time. Men de 125 mg Panodil var for lidt til Louis. Og de sagde at det var derfor han var sådan, fordi han faktisk har ondt og smerter!!

Åhhhh jeg var rasende. Og virkelig frustrere over at en sygeplejesker ikke kan gøre sit job ordentligt!! Den sygeplejerske der havde udskrevet os havde ikke givet os det rigtigt smertestillende med hjem. Så vores lille supermand haft ondt de sidste to dage. Og hvordan skal han fortælle mig at han har ondt når han ikke kan snakke endnu! Jamen så opføre han sig sådan som han har gjort de sidste to dage, været ked af det, frustrere og bare grædt og grædt! Holdt kæft jeg føler mig som en dårlig mor, at jeg ikke har kunne se han har haft ondt! Så synd for min lille bandit og hvor gør det ondt på mig at han har haft smerter de sidste to dage! Sygeplejersken gav ham noget smertestillende inden vi tog hjem fra Rigshospitalet. Og så har vi fået et helvede masse piller med hjem nu! Plus vi også har fået penicillin mod feber som han skal have de næste 5 dage. Så nu skulle vi gerne være dækket ind imod smerter og forhåbentlig får jeg er glade dreng meget snart!